– Den kampform vi i dag kalder karate er udviklet på øen Okinawa som ligger syd for Japan. Okinawa har gennem historien været okkuperet og været en provins tilhørende skiftevis Japan og Kina. Okinawa er den største ø i en øgruppe kaldet Ryukyu øerne.

Karate har gennem tiden været under stor indflydelse af kampformer fra blandt andet Kina, Thailand, Japan og Okinawa. Inspirationen fra de forskellige kampformer er dog sket i forskellige tidsperioder og har i sidste ende formet det vi i dag kender som karate. En af de vigtigste inspirationskilder har været Okinawas egen kampform, Tegumi, som er en kampform baseret på brydning, balancebrydning og kast. Denne kampform eksisterer dog i dag ikke i sin oprindelige form, mange mener dog at Okinawan Sumo som i særdeleshed blev udøvet i 1800-1900 tallet havde sit udspring fra Tegumi.

Sumo brydning på Okinawa er meget forskellig fra den sumo brydning vi ser i Japan i dag, faktisk er det kun navnet der er fælles. Den første indflydelse udefra Okinawa er fra Japan. Da Minamoto Tametomo blev forvist fra Japan med sine tropper, efter et nederlag mod Taira i 1156, til Oshima. Han erobrede efterhånden Oshima og Izu og fortsatte sydpå til han nåede Ryukyu øerne, hvor han efter et stykke tid blev herre over Urazoe. Der fik han en søn, Shunten, som blev den første konge efter Tenson dynastiet.

Disse erobringer skyldtes i høj grad de samuraier han medbragte. De besad en stor krigserfaring som befolkningen på Ryukyu øerne aldrig havde set før. Det er meget sandsynligt at disse samuraiers kundskaber spredte sig videre blandt befolkningen.

i 1372 sendte den kinesiske kejser er repræsentant til Ryukyu øerne for at opnå en alliance. Dette var starten på de første kinesiske bosættelser som fandt sted på Okinawa i 1393. Det drejede sig om 36 familier. Disse familier bosatte sig i en Kume, som er en del af en Naha, og blev kaldt vinduet mod den kinesiske kultur. Mange anser Chuan-fa (også kaldet gong-fu) at være en del af de kundskaber de medbragte.

De første nedskrivninger om karate findes hos forfatteren og filosoffen Teijunsoku Uekta (1663-1734) som skrev ” Det spiller ingen rolle hvordan du behersker Te (karate) eller dine studier, der vigtigste er hvordan du opfører dig og din medmenneskelighed i dagligdagen”.

I 1762 blæste et skib fra Okinawa til Satsuma ud af kurs og strandede på Oshimas strand. Her blev Tobe Ryoen udset til at nedskrive vidnesberetninger fra besætningen og passagerene. Under denne diskussion nævnte kaptajnen Shiohira Pechin, en kineser ved navn Kusankun. Shiohira beskrev hvordan Kusankun forsvarede sig imod større modstandere ved at anvende sig af kumiaijutsu og fælde modstanderen ved at sakse deres ben (hasami waza).

Man ved ikke om Kusankun var en persons navn eller om det var en titel som indehaves af et kinesisk sendebud. En mundtlig tradition på Okinawa siger at Kusankun skulle være lærer til blanvt andet Sakugawa Pechin, som anses for at have haft stor indflydelse på karatens udvikling. Beretningen om det strandede skib er kendt som Oshima Hikki eller Oshima beretningen.

Sakugawa som blev født i slutningen af 1700 tallet var en af de første navngivne personer fra Okinawa som trænede i Kina, men der er stor sandsynlighed for at han ikke var den første. Man ved at der efterfølgende er rejst et stort antal personer til Kina for at delvist eller helt at fordybe sig i Chuan-fa.

Alt som blev lært i Kina blev blandet med de kampformer der i forvejen blev trænet på Okinawa. Mange udøvere i dag siger, at deres stilartsmester var den kinesiske mesters bedste elev, som senere arvede den kinesiske mesters stilart. Dette kan dog ikke tages seriøst af flere årsager. Racismen mod Okinawanerne var stor i Kina og de rejsende som kom fra Okinawa fik formentlig ikke lært sig tilstrækkeligt, idet lærerene vidste at de efter kort tid skulle rejse tilbage til Okinawa. Så efter nogle år har de formentlig kun fået lært grundøvelserne og måttet nøjes med dette. Lærerne var mere interesseret i at lære en eller to personer op på holdet for at føre traditionen videre, hvilket gik ud over de andre på holdet.

Ingen som kom tilbage fra Kina forebeholdt sig retten til at kalde deres system f.eks White Crane, Tiger boxing eller lignende, hvilket ville have været naturligt hvis de havde fået den ære at arve en stil. Dette tyder på, der ikke var tale om topudøvere selv om de sikkert har været seriøse.

Man har på Okinawa heller ikke fundet nogen stil som helt ligner nogen kendt stil fra Kina, hvorfor de må være blandet sammen med Tegumi eller andre stilarter.

Frem til slutnigen af 1800-tallet blev karate trænet af et fåtal af personer som ofte besad en høj position i samfundet. At karate skulle have været trænet af bønder er ikke sandt eller særlig sandsynligt. Alle karate mestre man i dag kender til havde en højtstående position i samfundet. Ofte af Pechin klassen hvilket svarer til den Japanske Samurai.

i 1867 blev der afholdt en festival i Shuri´s Ochayagoten for at fejre Zhao Xin, som var den sidste ambassadør der besøgte Okinawa imens det stadig tilhørte Kina. Under denne festival blev der for første gang lavet en officiel opvisning af karate på Okinawa, sammen med opvisnigner af andre ubevæbnede og stilarter med våben.

Set ud fra et karate historisk perspektiv er en af de interessante dele demonstrationerne af kata. Blandt andet blev en kata ved navn Suparinpei vist ved denne lejlighed. Opvisningen fandt sted før Higashionna Kanryo rejste til Kina og i følge karatestilarten Goju-ryu´s officielle historie introducerede han Suparinpei og andre kata til Okinawa.

I slutningen af 1899 tallet begyndte Itosu Ankoh og en gruppe mennesket en kampagne for at popularisere Okinawa hos Japanerne som på det tidspunkt styrede Okinawa. Itosu Senseis værktøj var en af de få ting som var unikke for Okinawa: Karate.

Japan var i gang med at opruste til krig og Itosu så en lejlighed til at lade Okinawa gøre en indsats for at få goodwill i Japanernes øjne. Hvis Okinawa kunne stille med stærke, udholdende soldater til Japans armé, så kunne Okinawas rygte blive forbedret. For at dette skulle kunne lykkedes skulle karate indføres i skolerne på Okinawa. Itosu forandrede kata ved at tage alle de farlige teknikker ud af kataerne for at gøre det mere tåleligt for forældre og skolerne. Det vigtigste var ikke at lære eleverne karate efter de gamle principper men i stedet anvende dele af karate som et middel for at træne eleverne i disciplin og fysisk aktivitet. Alt dette med henblik på at kunne lægge fundamentet til en stærk hær og gøre reklame for Okinawa.

Problemet var at strukturen i træningen ikke fulgte med og det krævede lang tid at træne soldater op med de metoder og det Japanske krigsminesterium ville ikke acceptere karate som en træningsmetode for sine soldater. Nogle af studenterne på Okinawa som havde lært karate i skolen begyndte efter studierne at undervise i karate. Efterhånden blev det til mange og fordi de var flere end de oprindelige karatemestre, som kun havde lært karate efter den gamle måde, blev gennemslagskraften for “den nye karate” langt større end blandt de gamle mestres.

Denne karate blev spredt til Japan i 1917, hvor den for første gang blev officiclet demonstreret i Japan af Matayoshi Shinko og stifteren af SHOTOKAN karate, mester Gichin Funakoshi.